Artikel om det frivillige arbejde i Gæstehuset

”Jeg tænker mere på, hvor heldig jeg er hver dag”
Anita Østergaard ved ikke helt, hvad det var, der fik hende til at melde sig som frivillig til Gæstehuset Vesterløkke. Døden har altid interesseret hende. Som ung var hun lidt bange for den. Men med årene har hun ændret synet på den, og hun har lært, at man skal forene sig med den. Nu er det ikke længere frygt, der hersker. Snarere er det en interesse for hvilke tanker mennesker har, der ligger for døden.

”Det er måske en slags nysgerrighed,” siger hun næsten undskyldende. ”Andre kunne kalde det for lidt egoistisk, men det er altså også meget givende at møde mennesker på den måde, og opleve dette nærvær med dem. For mig er det i hvert fald en meget speciel følelse.”
Gode ord med på vejen
Gæstehuset Vesterløkke har ikke været operativ så længe endnu. D. 3. april har der været officiel åbning af de to stuer, der er blevet ny istandsat til at kunne huse borgere, som er i den sidste fase af deres sygdom. Åbningen var meget velbesøgt. Initiativet fik mange gode ord med på vejen af byrådspolitikerne, mens også embedsmænd, ressourcepersoner og andre interesserede lagde vejen forbi. Og knap nogle uger senere er huset allerede blevet brugt af et tretal borgere. Fælles for dem er, at de gerne vil dø i hjemmet. Her kan Gæstehuset komme dem i møde, når de trænger til at få lettet hverdagen med sygdom, eller når deres pårørende har brug for et pusterum. I Gæstehuset Vesterløkke bliver de tilset af kvalificeret personale. Og så kan de få besøg af én af de ni frivillige, Gæstehuset allerede nu har på listen.
Det klikkede bare godt
På én af de første vagter mødte Anita ”en vanvittig sød og kærlig dame”, som hun bare klikkede rigtig godt med. ”Det er som en dans,” siger hun. ”Man kan enten være stille og lytte, men man kan også spørge ind.” I dette tilfalde ville borgeren gerne fortælle Anita, hvordan hun havde levet sit liv, og hvor stolt hun var af sine børn. ”Hun var selvfølgelig 30 år ældre end mig, men derfor kan man alligevel godt sætte sig ind i hinandens liv!” smiler Anita. ”Og så var det utrolig rart at kunne dele de samtaler, vi havde haft, senere hen med hendes familie. De blev rørte og glade, og det føltes rigtig godt.”
Velforberedt til opgaven
De frivillige har haft kursusmøder ved Cand. Psych. Hilda Oderkerk-Nygaard, som har stor erfaring i palliativ omsorg fra bl.a. Holland og Storbritannien. Kurserne har blandt andet handlet om, hvad man som frivillig kan være opmærksom på i kommunikationen med den døende, som er i gang med ikke bare at tage afsked med sit eget liv, men også med alle kære, som han eller hun har delt det med. De frivillige er også blevet sat ind i, hvilke fysiske tegn kan afsløre, at døden er nær.
”Det er også vigtigt at være afklaret med, at vi som frivillige ikke går ind i selve plejen,” siger Signe Brixen, som er én af de andre frivillige ved Gæstehuset. ”Det klarer personalet i huset. Men vi kan tilbyde os selv som medmenneske. Vi kan lytte, gå små ture, hvis personen ellers kan klare det, eller vi kan bare være der.” Samarbejdet med huset er ellers rigtig godt, vil Signe gerne understrege. ”Personalet har modtaget os med åbne arme, og har givet udtryk for, at vi udfylder et behov, som de ikke selv har ressourcer til. Vi har tid!”
Mangfoldighed og muligheder
Selv om de har forskellige evner, alder og livserfaring, så kan de frivillige supplere og lære af hinanden. Og de kan alle byde ind med noget forskelligt. Om det nu er at sætte hår, komme på besøg med sin hund, eller skrive en livshistorie ned for børnebørnene. ”Der er jo ikke én rigtig måde at gøre det på,” siger Signe Brixen. Og selvfølgelig bliver de frivillige bakket op af både hinanden og til supervisionsmøder med psykolog Hilda Oderkerk-Nygaard og sognepræst Maria Frederiksen, som begge to er indgået aktivt i fællesskabet. For netop fællesskabet er blevet ret stærkt på kort tid. ”Det er varmt og ærligt,” synes Signe. ”Vi står sammen om opgaven.”
Fyldt af taknemmelighed
Og den er selvsagt ikke let. Det er vigtigt at kende sine grænser, har Anita allerede erfaret. Men man bliver så sandelig også beriget af den. ”Jeg tænker mere på, hvor heldig jeg er hver dag. Og jeg har lært, at jeg faktisk ER god til at sætte pris på, hvad jeg har. At jeg lever som jeg gerne vil!” Og det er hun glad for. ”For det kunne lige så godt have været omvendt,” griner hun.
Signe er enig. ”Da jeg gik hjem den første dag, var jeg fyldt af taknemmelighed over, at et sygt menneske havde så meget tillid til mig og åbnede sig for mig.”

Gruppen af frivillige i Gæstehuset Vesterløkke vil gerne vokse. I sensommeren starter et nyt kursus. Hvis du er interesseret i at være med, kan du kontakte Hilda Oderkerk-Nygaard på frivillig@hospicekolding.dk




På vores website bruges cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold og annoncer. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.
Læs mere.