Døden er et alment menneskeligt vilkår - et vi har til fælles.

Hvis du har det til overs, som den døende ikke har, så kom og del ud af din tid og dig selv som frivillig i Gæstehuset Vesterløkke.

Kontakt os gennem kontaktsiden eller på tlf. 81 11 60 66 (mandag kl 16-17 eller via voicemail).
Indsatsen af frivillige bygger på en antagelse om:
  • at man som medmenneske kan være nærværende og støttende til stede for patienter og pårørende i den sidste fase af livet
  • at helhed og autonomi, åbenhed og respekt, nærhed og nærvær ikke kræver specialistviden
  • at vi ved livets slutning først og fremmest har brug for vore kære og for medmenneskelighed, - ikke nødvendigvis psykologer eller andre professionelle

Introduktionskursus og supervision:
Hvis du er interesseret i at blive frivillig i Gæstehuset Vesterløkke, vil du i første omgang blive tilbudt en forhåndssamtale med enten koordinator, psykolog eller palliationssygeplejersken Mette Marie. Her vil du få yderligere information, bl.a. om introduktionskurset, som du vil få tilbudt, og du vil blive udspurgt om dine forudsætninger, og om baggrunden for din tilmelding, din motivation og din livserfaring. Du kan angive dine egne ønsker, og vi vil planlægge dit arbejde og evt. uddannelse sammen med dig.

Introduktionskurset indeholder bl.a. følgende:
• hvad er palliation og basal palliativ omsorg
• kommunikation
• sikkerhed og hygiejne i Gæstehuset / i patientens eget hjem
• smerte, sorg og død
• den gode afsked
• egne erfaringer med tab og sorg
• at passe på dig selv, mens du passer på andre


Stacks Image 15

På vores website bruges cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold og annoncer. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.
Læs mere.